Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides
Betonskaerm

På vej mod digitale betonskærme til byrummet

DIGISTONE er et 2-årigt forskningsprojekt støttet af EU. Formålet er, at udvikle en ny digital betonskærm til brug i byrummet. Projektet ledes af Teknologisk Institut og en prototype har netop været vist på ESOF-konferencen i København.

DIGISTONE har været i gang siden 2012, og projektgruppen tæller både forskningsinstitutioner og private virksomheder. En prototype af produktet blev i juni 2014 vist på den store ESOF-konference i København. Selve teknikken bygger på tusinder af lyslederkabler, der er bygget direkte ind i betonen, sådan at der kan projiceres film og billeder ud på facaden. Selv om en prototype er præsenteret, er der dog stadig et stykke vej til produktion og implementering. Arkitekt og Ph.d. Johannes Rauff Greisen fra Teknologisk Institut fortæller til dr.dk/viden, at de stadig mangler at undersøge, hvordan materialerne vil opføre sig i frost og fugt. En ting forklarer han dog om vand: ”Bliver skærmen våd, øges billedkvaliteten blot. Så bliver betonen mørk og fin og billedet får mere kontrast”.

Nye muligheder i byrummet

En af de drivende kræfter i projektet er den danske virksomhed Dupont Lightstone. Mulighederne med teknologien er mange, men hos Dupont Lightstone har de valgt at satse på en bestemt anvendelse; at skabe et alternativ til de rullende reklame-outdoorplakater. Direktør Bo Jacobsen udtaler til EUs forsknings- og innovations-magasin Horizon: ”Vi har besluttet at satse på én anvendelse; de rullende plakatstativer som du ser over hele Bruxelles, Frankrig og Italien. De skal skiftes hver 2. uge af en chauffør, der skal køre rundt og åbne dem, rengøre dem og skifte plakater. I stedet for kunne man opsætte vores betonskærm, der kan betjenes fra et centralt kontor, fordi den fungerer digitalt”.

Digitale reklameløsninger i byrummet er ikke noget nyt, det er til gengæld, at kunne gøre det med et materiale som beton. Det giver nogle nye muligheder og fordele. For det første er betonskærmene ekstremt holdbare og tåler derfor hærværk på et niveau, hvor traditionelle LED- og LCD-skærme ikke kan være med. Derudover er der muligheden for at kunne integrere skærme direkte i arkitekturen. Når skærmen ikke er tændt, fungerer den nemlig fuldstændig som en almindelig betonvæg. Med andre ord kan man arbejde med bygningsfacader, der kan slukke og tænde.

Perspektiver

Ifølge Johannes Rauff Greisen fra Teknologisk Institut rummer teknologien en række andre spændende anvendelsesperspektiver: ”Man kan forestille sig, at teknikken kan bruges til trafikregulering. Man kunne også forestille sig, at man brugte det i belægninger, som vi kører på”.

Og da lyslederkabler kan modtage feedback fra berøringer af skærmens overflade, åbner teknikken desuden op for interaktive muligheder. Hvornår vi ser de første implementerede løsninger, er for tidligt at sige, men udviklingsarbejdet fortsætter.

Relaterede artikler