Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides
Haucon

Innovative klodser bremser rust-problem

Forskning i beton-afstandsholdere skaber, med dansk firma som markant deltager, store fordele for fremtidens infrastruktur.

Rusten armering i betonkonstruktioner tæt på havvand eller veje, hvor der tø-saltes, er en stor – og dyr – udfordring, når der planlægges nye infrastruktur-projekter. Men det kan danske HauCon A/S nu være med til at afhjælpe i form af nyudviklede afstandsklodser til fastholdelse af armeringen før og under støbning.

Forskning har således vist, at rustproblemet ofte opstår, hvor afstandsholderne hæfter med betonen. Det er det problem, som HauCon i tæt samarbejde med blandt andre Teknologisk Institut nu er tæt på at løse.

Tæt på virkelighed

Udviklingen af de nye afstandsklodser har været i gang siden 2011, og nu nærmer projektet sig et kommercielt produkt, fortæller direktør i HauCon A/S Jan Haugaard.

- Målet er jo, at have det her som et lagerprodukt med alle certificeringer på plads, og det kan vi realisere i løbet af de næste seks måneder, siger han og fortæller, at produktet allerede benyttes i to større byggeprojekter.

- Det er projekter, hvor vi stadig har mulighed for at udvikle og tilpasse produktet. Målet er jo, at det bliver tilgængeligt for den almindelige entreprenør, og der er vi ikke helt endnu, siger han.

Forlænget levetid

Jan Haugaard forklarer, at de nye afstandsklodser er udviklet, så de netop sikrer en forbedret vedhæftning til den omkringværende beton.

Årsagen til problemet er, at revner mellem afstandsholderen og betonen fungerer som en motorvej for transport af skadelige chlorider ind til armeringen i betonen, og det kan forhindres ved blandt andet at ændre på afstandsholderens geometri og overflade.

Afgørende forskning

Jan Haugaard fortæller, at et andet problem, som projektet berører er den store variation, der er i kvaliteten på området. Projektet ønsker derfor samtidig at arbejde hen imod at udvikle en fælles standard for betonafstandsholdere.

Projektet har et budget på cirka fem mio. kroner og er medfinansieret af Forsknings- og Innovationsstyrelsen samt National Centre for Research and Development i Polen gennem det såkaldte Eurostars-program. Dertil deltager polske Betonex, Teknologisk Institut og altså danske HauCon.

Læs mere om baggrunden for projektet hos Teknologisk Institut

Relaterede artikler