Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides
kulbroen

Slidt betonbro bliver grønt trækplaster

Med en idé direkte importeret fra New York, skal Aarhus gamle kulbro omdannes til eksklusiv ”High-line”-park.

En forladt, gold og graffitihærget betonkonstruktion hæver sig i 2.-sals højde over bagsiden af Aarhus mellem havnen og den centrale Jægergårdsgade. Her vækker den gamle kulkransbro minder om et industri-liv, der i årtier har stået stille. Men der er nyt liv på vej til den gamle betonbro.

Med en idé hentet fra New Yorks berømte nedlagte højbane, vil foreningen ”Kulbroens Venner” nemlig omdanne det udtjente industrisymbol til en kreativ oase, hvor grønne buske og eksklusiv udsigt i samspil med betonen giver Aarhusianerne deres helt egen ”High Line Park”.

På jagt efter midler

Projektet ventes færdigt i løbet af de kommende to år, og fik for alvor luft under vingerne, da Miljøministeriet sidste år bevilgede 250.000 støttekroner til byggeriet. Den endelige pris for Aarhus’ High Line Park bliver dog noget højere.

- Støtten har fået os i gang, men det er et projekt til mange millioner. Lige nu er vores fornemmeste opgave at skaffe den nødvendige funding, så vi kan komme i gang oppe på selve broen, siger Martin Thim, der er talsmand for Kulbroens Venner.

- Samtidig arbejder vi på at finde de rigtige samarbejdspartnere, hvorefter vi går i gang med den endelige visualisering, fortsætter han.

Den perfekte placering

Betonbroen, der er 150 meter lang og står i seks meters højde, blev tidligere brugt til at læsse kul af på skibe ved Sydhavnen. Siden er kulskibene forsvundet, og samtidig har havnen udviklet sig til en levende del af byen.

- Men havnen og byen er adskilt af det her golde industriområde, som næsten skriger af potentiale, siger Martin Thim og fortsætter:

- Broen er placeret, så den kan den binde banegården og havnebassinet sammen, og så man kan gå turen på fem minutter. Forbindelsen, fornemmelsen. Det hele. Visionen er at skabe et bindeled og en løftestang for kreativitet og byliv, siger han og understreger, at målet er, at den nye version af broen står færdig i 2017.

Læs mere om Kulbroen i "Readymag" der er udgivet som en del af Aarhus’ forberedelser til rollen som Europæisk Kulturhovedstad 2017.

 

Relaterede artikler