Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides
CarlsbergByen

Carlsberg Byen skal bruge masser af beton

Byggeplanerne på den gamle bryggerigrund i København er rykket frem, så 50-60 bygninger på op til 120 meter og en række underjordiske parkeringsanlæg skal stå færdige om 10-15 år.

Entreprenør- og betonbranchen får masser at lave i Carlsberg Byen i de kommende år. Udbygningsplanerne er rykket frem, så den ny bydel skal stå færdig om 10-15 år – og ikke som oprindelig planlagt om 15-20 år.

Baggrunden for de fremrykkede planer er, at halvdelen af Carlsberg Byen skal være beboelse, og at vurderingen er, at det nu er ved at være gode tider for at tiltrække beboere til cirka 3.000 nye boliger. 90 procent af boligerne er planlagt som ejerboliger og 10 procent som alment byggeri og ungdomsboliger.

Carlsberg Byen får både boliger, erhverv, uddannelsesinstitutioner, detailhandel og kulturinstitutioner. Kort sagt en by med alle byens elementer, og der forventes omkring 5.000 indbyggere.

Carlsberg Byen skyder frem på et grundareal på cirka 330.000 kvadratmeter, der tidligere har været forholdsvis lukket land for københavnerne. Carlsberg Bryggeriet var på linje med fx Frihavnen en afgiftsfri zone omkranset af en mur. Øllet blev først afgiftsbelagt, når det passerede bryggeriets porte.

I alt skal der opføres cirka 600.000 etagekvadratmeter byggeri i Carlsberg Byen. Arbejdet sker i 20 byggeafsnit, efterhånden som godkendte lokalplantillæg giver ret til at bygge. Overordnet følger Carlsberg Byen en masterplan, der er udarbejdet af arkitektfirmaet Entasis, som vandt en international arkitektkonkurrence om byudviklingen i 2006.

Hovedparten af nybygningerne skal være på 5-6 etager, men hertil kommer ni tårnhuse på mellem 50 og 120 meter. For betonbranchen er det også interessant, at der skal opføres en række parkeringskældre i op til tre etager. I alt får Carlsberg Byen parkering til 4.500 biler, næsten alle under jorden.

Et af tårnhusene er det 100 meter høje Bohrs Tårn, der er under opførelse i Carlsberg Byens byggeafsnit 8, som også omfatter professionshøjskolen UCC’s nye Campus Carlsberg (billedet). UCC’s Campus Carlsberg bliver på syv etager og mere end 55.000 kvadratmeter. Det skal danne den daglige ramme om over 10.000 studerende og 800 medarbejdere. UCC uddanner bl.a. lærere, pædagoger, sygeplejersker og fysioterapeuter. Byggeafsnit 8 opføres af NCC Construction Denmark for Carlsberg Byen P/S.

 

Relaterede artikler