Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides
Jellyfish

Beton løfter poolen i vejret

I Marbella i Spanien finder man et usædvanligt betonhus. Udover at være udført i et gennemført stilrent design på over 650 m2, så udmærker huset sig med sin swimmingpool, der nærmest svæver ud fra tagterrassen.

Hvordan skaber man havudsigt fra poolen, når man ikke bor direkte ned til vandet? Man løfter selvfølgelig poolen i vejret. I det enestående Jellyfish House i Marbella i Spanien tegnet af Wiel Arets Architects, er den øvelse gennemført som et svævende udhæng fra tagterrassen. Det har ikke alene givet pool på taget, men har også sikret en luftig arkitektur i huset omkring, hvor selve poolen med sin glasbund og -side er blevet omdrejningspunkt både inde og ude.

Den ”hurtige” og den ”langsomme” vej

Selve indretningen er struktureret omkring en hurtig og en langsom rute gennem huset. Den hurtige vej leder beboerne direkte til taget og er separeret fra resten af huset ved hjælp af glas, sådan at sand ikke bringes ind i huset, når man kommer tilbage fra stranden. Den langsomme trappe går derimod gennem hele husets længde – fra hovedindgang til tagterrasse. Huset er bygget i hvid in-situ beton, og da den spanske sol konstant filtreres gennem poolens bund og væg, skaber det changerende turkise refleksioner i hele huset.

Specialdesignede betonmøbler

Selve tagterrassen er designet med et overdimensioneret og specialdesignet betonbord med tilstødende bænk, samt en liggestol til solbadning, der ligeledes er udført i beton. Derudover har huset en lille køkkenelevator, så mad og drikke kan sendes til terrassen fra køkkenet – eller en hvilken som helst anden etage. Udover at give huset en smuk og ensartet arkitektur, der bl.a. kan bære 130.000 liter vand, så gør den rene betonkonstruktion også huset energieffektivt, idet betonens varmeakkumulerende egenskaber herved kan udnyttes.

Læs mere om byggeriet hos Wiel Arets Architects her

 

Relaterede artikler