Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Koldt vand afløser køligt øl i kælderen

Betontanke af elementer til en firkanttunnel i en gammel ølkælder sikrer Carlsberg Byen bæredygtig fjernkøling

Umiddelbart vil mange nok udstøde et lille suk, når de hører, at en lagerkælder i Carlsberg Byen fremover skal rumme koldt vand i stedet for som tidligere køligt øl. Men alligevel bliver kælderens forvandling til glæde for kommende virksomheder og ejendomme, der får bæredygtig fjernkøling med den gamle kælder som omdrejningspunkt.

Kælderen er nu blevet indrettet med to store lagertanke af beton på hver 2.000 kubikmeter. Tankene er 65 meter lange og har hver et tværsnit på 5,5 gange 6 meter.

Tankene er opbygget af tunnelelementer fra Perstrup Beton Industri. Elementerne blev hejst ned i kælderen oven fra. Elementløsningen blev valgt, fordi tunnelelementerne er designet til at bære vejtrafik, og der skal køre tung trafik på vejen over tankene. Det eksisterende loft ville ikke kunne holde og skulle derfor alligevel brydes ned.

Det centrale fjernkølingsanlæg skal på sigt forsyne hele Carlsberg Byen med køling via fire kilometer dobbeltstrenget rør – helt som et fjernvarmeanlæg leverer varme. Fjernkøling erstatter derfor traditionel, decentral køling med et samlet set mindre energiforbrug til følge.

Betontankene spiller en væsentlig rolle for bæredygtigheden, fordi de virker som buffertanke. Vandet i dem kan køles ned ved hjælp af varmepumper, når der fx er overskud af el på nettet fra vindmøller. Eller om natten, når el er billigere, og udeluften er køligst. Anlægget vil ifølge en ingeniørrapport fra Rambøll reducere miljøbelastningen med op til 23 procent i forhold til traditionel køling.

Relaterede artikler