Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Genbrugt beton skaber tryghed i Gellerup

Den knuste beton fra berygtede boligblokke bliver i området som grundlag for ny optimisme i Aarhus kommunes nye ”Helhedsplan Gellerup”.

Tæt på 25.000 ton berygtet beton kommer i løbet af de næste to år til at danne grundlaget for en lys og grøn bydel i Gellerup vest for Aarhus. Betonen stammer fra de boligblokke, der tidligere prydede samme - såkaldt udsatte – område, men siden 2007 har det været under forvandling. Fra udsat til attraktiv. Og i den proces spiller genanvendelse af betonen en vigtig birolle.

- Næsten det hele genbruges. Selvfølgelig bliver der først renset af for miljøskadelige stoffer, og en lille del vil det være nødvendigt at deponere, men min vurdering er, at 95 pct. genbruges, siger Jens Olesen, der er direktør i nedbrydningsvirksomheden P. Olesen og sønner.

Veje og p-pladser

Det er et år siden nedrivningsmaskinernes skarpe tænder tog de første bidder af Gellerupplanen. Nu er nedrivningen overstået. Betonen er knust til stykker på mellem nul og 40 mm, og cirka 90 pct. af materialet er blevet i Gellerup.

Her kommer det til at udgøre fundamentet for de brede veje og åbne pladser, der spiller en helt afgørende rolle i den arkitektoniske vision for den nye ”Helhedsplan”.

Ny grøn bypark

Fra at være et modernistisk 70’-projekt tænkt som en lukket by i byen, der samlede bolig, skoler og fritidsaktiviteter, går Helhedsplan Gellerup således i den modsatte retning og fokuserer på at åbne området for omverdenen.

Eksempelvis ved at føre brede lyse boulevarder gennem bydelen samt ved at opføre en grøn bypark med et areal svarende til 27 fodboldbaner og fyldt med legepladser, klatretårne, udendørs fitness, frugtlunde og væksthuse.
 


 

Stort genbrugs-potentiale

Under det hele ligger betonen, som altså nu får positiv betydning - også i Gellerup.

- Det er jo et godt materiale, og personligt er jeg glad for, at det i dette tilfælde kan genanvendes i så høj grad, siger Jens Olesen. Han ser i det hele taget store muligheder i forhold til innovativ genanvendelse af beton, som han mener indeholder stort potentiale for byggebranchen.

Samme holdning lyder fra Miljøstyrelsen, der tidligere i år udgav en Udredning af teknologiske muligheder for at genbruge og genanvende beton 


Helhedsplan Gellerup ventes at stå færdig i løbet af 2017. Følg arbejdet og læs mere om de enkelte byggeprojekter på Helhedsplanens hjemmeside.


Læs også om den svenske rapper ”Dogge”, der hylder beton - både forstået som boligblokke og som innovativt byggemateriale.

Relaterede artikler