Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Rund beton vinder frem

Runde bygninger kræver mindre varme end firkantede. Så heldigvis er beton et formbart materiale, som er godt at bygge rundt med.

Beton er et formbart materiale. Det udnytter arkitekterne til mange spændende byggerier. På det seneste er runde bygninger kommet i vælten, blandt andet fordi den runde geometri sparer på varmen, idet bygningens overflade bliver mindre i forhold til rumfanget.

På Kalvebod Brygge i København bygger Banedanmark et nyt center til at kontrollere togtrafikken i Østdanmark. Bygningens cylindriske form skyldes blandt andet, at cirkelformede etager mest effektivt kan rumme de i alt fire kontrolrum med avanceret og følsomt udstyr.

Botilbuddet Enghuset i Gistrup ved Aalborg er et eksempel på rundt elementbyggeri. Bygningen er et passivhus opført med krumme facadeelementer, som mindsker institutionspræget, fordi der ikke er lange, lige gange.

En anden rund bygning er Sydenergis ny hovedsæde i Esbjerg, der netop er taget i brug. Bygningen på 10.500 kvadratmeter er Danmarks hidtil største erhvervsbyggeri i passivhus standard, hvor den runde form er med til at spare energi ved at minimere overfladen i forhold til bygningens rumfang.

I Ølsemagle nord for Køge har Lejerbo netop taget Cirkelhuset i brug. Den sluttede cirkelform danner et effektivt støjværn mod omgivelserne og et beskyttende gårdrum med små grønne lunde, der indbyder til udendørs ophold. Cirkelhuset er i lavenergiklasse 2015, som bl.a. betyder at CO2 udslippet er lavere end for traditionelt byggeri.

Tietgenkollegiet i København er en cirkulær bygning på 7 etager, der rummer samtlige kollegiets faciliteter og omslutter ét stort, tilplantet gårdrum. Ud over arkitektur i verdensklasse er der også tale om en ingeniørmæssigt spændende konstruktion, hvor den cirkulære hovedbygning er suppleret med 45 hængende beton-’kasser’ i to etager, som indeholder køkkener og andre fællesfaciliteter. De største kasser har et frit spænd på otte meter og vejer 250 ton.

Læs mere i Magasinet Beton 3-2013

 

Relaterede artikler