Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

KADK's afgangsprojekter med masser af beton og bæredygtighed

Traditionen tro stilles alle afgangsprojekterne fra Kunstakademiets Arkitektskole til frit skue for offentligheden - både i form af en udstilling i skolens lokaler på Holmen og som et galleri på skolens hjemmeside.

Projekterne spænder fra det helt nære og enkle til enorme anlægsarbejder både herhjemme og ude i verden. Og det kreative niveau er højt – ambitionerne ligeså. 
Fællesnævneren for en meget stor del af projekterne er transformation – ofte med beton som det primære materiale, der gør disse transformationer mulige. 

Årgang 2016s projekter vidner nemlig om en tendens i retning af fornyelse eller genanvendelse af den eksisterende bygningsmasse – eksempelvis et forslag til at omdanne det forladte Kongelundsfortet på Amager til et rekreativt oplevelsesområde eller de adskillige forslag til, hvordan ubenyttede industribygninger og kontorejendomme kan transformeres til henholdsvis oplevelsesorienterede kulturcentre og billige ungdomsboliger. 
Mange af disse projekter afspejler den demografiske udvikling, hvor mange flytter fra landet til byerne og hvor den tungere produktionsindustri har efterladt en stor uudnyttet bygningsmasse. 

Bæredygtighed

Der er også et stort fokus på bæredygtighed – både qua de ovenstående arkitektoniske genfortolkninger af eksisterende betonbygninger, men også gennem genanvendelse af materialer såsom beton, men også plastaffald. 

Men der er naturligvis også mange nybyggerier blandt projekterne. Ud fra en beton-vinkel er især et forslag til et ”Urbant Bad” ved Søerne i København særlig interessant – en badeanstalt med bade fra hele verden i flere etager med udsigt over byen fra de øverste etager. Samtidig vil dette byggeri kunne blive et markant vartegn for området og ligeledes fungere som broforbindelse over Søerne. 

Sofie Overgaards projekt ”Rummet og Fladen, Receptionen og Facaden”, der er tænkt som et studenterhotel i København er også en spændende gentænkning af den klassiske karrébolig. 

Samspillet mellem beton som materiale og naturen kommer flot til udtryk i Diana Lindboes ”Et forløb ved Vadehavet”, hvor en række pavilloner danner en serie af atmosfærer, som forstærker de rytmer og kvaliteter der er tilstede i Vadehavets særegne natur. 


Se et par udvalgte billeder af afgangsprojekterne i galleriet her

 

Relaterede artikler